Den der sejlede til Island for at tage land dér, kastede sine öndvegissúlur i havet — de udskårne højsædestolper, det eneste han tog med sig fra det gamle hus — og byggede så sin gård netop dér hvor bølgen havde ført dem i land. Dette er ingen rejseberetning. Det er en måde at læse på.

Hele denne vinter har jeg siddet bøjet over otteogfyrre essays, hvert enkelt om sin egen udgave af den samme bog, og i dem alle så jeg den samme bevægelse. Catalaneren kaster Gaudí over bord og finder trencadís i himlens flænge: den mosaik der laver en ny flade af knuste fliser. Bengaleren kaster et gammelt sari og finder kantha; det tæppe syr ingen af nyt stof, kun af stof der allerede er revnet. Skotten finder stendiget uden mørtel, som står i hundrede år netop fordi vinden går igennem det. Den der skriver på nedertysk, finder Brack: det dybe vandhul der bliver tilbage dér hvor havet brød diget, og som i dag er det rigeste vand på hele marsken. Javaneseren finder goro-goro: den scene hvor skyggespillets dug flænges ved midnat, og narrene siger hvad kongerne ikke tør sige. Og den der skriver på kannada, finder Basavanna og de to ord han lever af: sthāvara og jangama — det der står, forgår; det der bevæger sig, forgår ikke.

Og i næsten hvert eneste essay står én og samme sætning, formuleret på otteogfyrre måder: denne bog er ingen fremmed hos os. Den er kommet hjem.

Niogfyrre folkeslag siger om den samme bog at den er deres. Det er enten et under eller et spejl, og jeg vil forsøge at afgøre hvilket — for jeg kommer fra et land der selv behersker dette greb, og som derfor kender både hånden og faren.

Lad mig med det samme sige hvad ingen af mine kolleger sagde: jeg læser ikke otteogfyrre sprog. Ingen gør. Noget læste jeg gennem glas. Den læser der har læst hele værket, findes ikke — og det er, hvis man ser efter, bogens egen konklusion.

Den grå tråd i femten væve

Lad os begynde med statistikken, for det var den der overraskede mig.

I bogen er der en kort scene. Natten før datteren rejser, syr moderen en beskyttelsespose: guldtråde, fejlfri symmetri — og midt i den sidste knude lægger hun én eneste grå tråd. Mat, ru, sådan at den ser afrevet ud snarere end afklippet.

Det er denne scene verden har valgt. Catalaneren læser den som mosaik. Italieneren som il resto, den rest systemet ikke kan sluge. Koreaneren som 여백, det tomrum der bærer halvdelen af ethvert tuschbillede. Russeren som bevis på at en fuldkommenhed uden fejl ikke er fuldkommenhed, men maske. Den der læser på hebraisk, ser keri og ketiv, spalten mellem det der står skrevet og det der faktisk læses højt. Ukraineren skriver at han fra nu af vil lede efter denne tråd i hvert eneste broderet klæde han får i hænderne. Thailænderen genkender den med vilje forkert bundne knude i mudmee-vævningen. Svenskeren kalder den en nordisk velsignelse, englænderen en usentimental moderkærlighed, vietnameseren mønstrets åndedrag, tyrkeren den grå tråd under Istanbuls forgyldning. Og polakken læser det grå som en hel generations skjulested.

Femten væve, én tråd. Og læg mærke til hvad der faktisk forener læsningerne: ikke fejlen i sig selv. Men at fejlen var tilsigtet, at den var skjult, og at den der lagde den dér, var moderen som alligevel lod barnet gå. Verden blev ikke enig om ufuldkommenheden. Verden blev enig om tilladelsen.

Navneremsen

Hvert essay betaler den samme told, og tolden er ét ord.

Catalansk rækker trencadís frem. Waliseren rækker hiraeth frem (længslen efter det der ikke har noget navn), cynghanedd (det versemål hvor konsonanterne svarer hinanden) og gorffwysfa — hvilestedet midt i verselinjen, som den anden halvdel ikke kan svare den første foruden. Og De selv rækker frihedens svimmelhed frem — Deres eget ord, som jeg ikke behøver at forklare Dem. Portugiseren saudade. Russeren pravda og toska. Ukraineren volja, der på én gang betyder frihed og ens egen vilje, og sjtjem, den søde snerpen i brystet når skønheden gør ondt. Vietnameseren rækker thương frem, den kærlighed der kun vokser ud af et sår. Swahilitaleren mtu ni watu: et menneske er mennesker. Tyrkeren merak, en nysgerrighed der ikke vil have svaret. Spanieren gårdrummet. Japaneren mellemrummet, ma. Grækeren Heraklit: den skjulte harmoni er stærkere end den synlige. Tamilen ét eneste ord, nūl, der er både tråd og bog. Esperantisten to bogstaver, -iĝ-, det suffiks der gør «det der væves» til «det der væver sig selv». Keralaboeren Madhavas uendelige række fra 1300-tallet, hvor cirklen aldrig nås og evigt nærmes. Skotten smeddum og den kaledoniske antisyzygy: modsætningsparret der er lænket sammen og aldrig smelter i ét. Og finnen klarer sig med to tillægsord: skarpere, og alligevel varmere.

To af dem betaler dog tolden uden at vise mønten. Koreaneren beskriver gennem et helt afsnit et ord der hverken lader sig oversætte eller forklare — «for meget til blot at hedde smerte, og for hårdt til blot at hedde sorg» — og nævner det ikke én eneste gang. Og essayet fra Indien gør nøjagtig det samme: det skriver at Indien har et navn for den navnløse skælven, «men af troskab mod dhvani vil jeg ikke udtale det», og tier. To ud af otteogfyrre, som ikke kendte til hinanden, valgte den samme nægtelse. Seksogfyrre rakte et ord frem. Disse to rakte den hånd frem der holder ordet — den samme hånd der ikke kaster spørgsmålsstenen i floden. Derfor skal jeg heller ikke sige det her.

Alt dette tilsammen er en þula, et navnekvad. Vor gamle digtning har sådanne: kæder af navne, kataloger som den moderne læser springer over fordi der ikke «sker» noget i dem. De har dem også, og Deres er den mest lærde i Norden: en mand samlede otte bind folkeviser og skrev hver eneste variant ned uden at vælge mellem dem, netop fordi han ikke ville have den rigtige udgave, men alle. En liste er ingen pynt. En liste er et loft. Det er den metode navne bruger til at komme igennem århundreder hvor ingen skriver. Også i denne samling findes der essays der selv næsten helt består af lister — som tæller deres lands digtere, instrumenter og vævemåder én for én — og forfattere er blevet gjort til grin for mindre. Det vil jeg ikke gøre. Jeg ved hvad kataloger er til for.

Her må jeg dog tilstå mit folks stædighed. Vi modtager ikke ord. Vi smeder dem. Da verden fik computer, smedede vi tölva af tala (tal) og völva (spåkone): en spåkone der spår i tal. Vi har egne ord for jetfly, helikopter og telefon. I den mønt tager vi ikke imod gaver; vi smelter dem om og støber dem på ny i vort eget metal.

Og her skylder jeg Dem noget, som ingen anden i denne samling skylder nogen. De ejede vore håndskrifter i tre hundrede år, og De gav dem tilbage. Ingen tvang Dem til det. Der fandtes ingen domstol De skulle svare for, og de fleste af Deres egne fagfolk frarådede det. Deres folketing besluttede det alligevel i 1965, og sagen tog yderligere ni år ved domstolene fordi Deres egen fond stævnede Deres egen stat for at forhindre det. Det er, så vidt jeg ved, første gang i Europas historie at et land har afleveret sin største samling af fremmed litteratur uden at være nødt til det. Ingen andre af de otteogfyrre kan fortælle den historie. De fleste af dem kan fortælle den modsatte.

Og det islandsk har at sige om hele dette værk, står netop her, og det siger det med ét eneste udsagnsord. Udsagnsordet þýða, at oversætte, kommer af þjóð, «folk». At oversætte en tekst betyder bogstaveligt at føre den ind i folkets mund, at gøre den til et folks ejendom. Den samme rod går gennem tysken selv: deutsch betød oprindelig intet andet end «på folkets sprog», og det tyske udsagnsord deuten, at tyde, er søster til vort þýða. Derfor spørger én islandsk sætning om to ting på én gang — hvað þýðir þetta? er både «hvad betyder dette?» og «hvordan oversættes dette?» — og her bliver ingen forvirret.

De har det samme ord, og De genkender det uden at jeg forklarer: at tyde en runesten er ikke at flytte den over i et andet sprog, det er at få den til at tale. Forskellen mellem os er en forstavelse. De oversætter teksten, sætter den over på den anden side. Vi fører den ind i munden på et folk. Men Deres egen historie hælder mod vor side, og det på det mest islandske af alle områder: da Deres landsmand skrev sagaerne om Danmarks konger, skrev han dem på latin — og da Grundtvig et halvt årtusinde senere ville give dem til folket, oversatte han dem ikke ord for ord, men skrev dem om så bønderne kunne læse dem højt for hinanden. Man bebrejdede ham utroskaben. Han svarede at en bog ingen læser, ikke er blevet bevaret. Det er ikke oversættelse. Det er nationalisering, og han vidste det.

Otteogfyrre mennesker har ikke oversat denne bog. De har nationaliseret den. Mit sprog har et udsagnsord for det, og det udsagnsord er ingen anklage.

To saudade

Samlingens bedste bevis er ikke mit. Portugiseren fandt det, og han fandt det fordi han lyttede til sin nabo.

Bogen blev oversat til portugisisk to gange. I Brasilien blev den skælven der mangler i den fuldkomne verden, til «saudade efter det vi endnu ikke har været» — en længsel rettet fremad i tiden. I Portugal blev kun dette tilbage: «den gysen vi kalder saudade». Ikke mere. Forude er der intet.

Det samme tyske ord, det samme portugisiske ord, på hver sin side af det samme hav, og tidens retning vendt om. Den ene savner det der aldrig var; den anden det der gik bort. Brasilianeren navngiver sin metode så der ingen tvivl er tilbage: vi oversatte hende ikke, vi spiste hende — og påkalder antropofagien, at hans folks geni består i at sluge det fremmede og fordøje det til nyt kød. Portugiseren svarer ham hen over vandet: vi spiser hende ikke, vi savner hende.

Hvis ét eneste ord kløves i to modsatte retninger blot ved at krydse Atlanten — hvad er der så tilbage af originalen?

Den der vil måle dette, kan begynde med selve tallet. Araberen og keralaboeren tæller niogfyrre sprog. Det hindiske essay siger niogtredive. Svenskeren siger halvtreds. Og englænderen siger halvtreds i sit første afsnit og niogfyrre i sit sidste, uden at bemærke det. Ikke engang værkets tal står stille. Og når et mønster ikke længere husker hvor mange tråde det har, så lever det.

Tonerne er givet

Så til det jeg holder for samlingens vigtigste fund, og det tilhører ingen enkelt forfatter.

Midt i bogen viser træet Liora de samme toner igen og igen, og hver gang bliver de en anden melodi: en vuggevise, så en vild dans, så en klagesang. Og da siger træet den sætning: tonerne giver han, men melodien vælger du.

Waliseren læser dette og ser cerdd dant: harpen spiller en nedarvet melodi der ikke må ændres, og stemmen synger en anden imod den, og må aldrig ramme samme tone som harpen i samme øjeblik — og skal alligevel nå land sammen med den til sidst. Skotten hører pìobaireachd: det nøgne grundtema, ùrlar, som variationerne vokser ud af og vender forandrede tilbage til. Thailænderen ser khrong phleng og thang: stykkets skelet er arvet, men vejen igennem det er din. Kroaten hører klapa-sangen og siger at det der bærer den, ikke er tonerne, men stilheden mellem dem. Ungareren hører i ét enkelt buestrøg den langsomme og den hurtige del af den samme dans, og siger: dette er ikke humørsvingning, det er én tråd trukket på tre måder. Og tamilen har slet ikke brug for musik; han viser os moderen der knæler ved dørtærsklen før daggry, først lægger prikkerne — de er givet og kan ikke flyttes — og derefter trækker én eneste ubrudt streg omkring dem. Prikkerne er skæbnen. Stregen er din.

Seks eller syv traditioner, uden den mindste forbindelse indbyrdes, læste den samme sætning og genkendte deres egen musik i den. De vidste intet om hinanden. Dette er en slutning som samlingen nåede frem til i fællesskab uden at nogen styrede den, og den lyder: frihed er ikke mønstrets fravær, men vejen igennem det.

Dette har vi også, og vor del lader jeg ikke ligge på jorden. Den islandske kvæðamaður, kvæderen, arver stemma, melodien. Han laver den ikke; han får den fra en andens efterladenskab, og under den synger han strofer ingen nogensinde har hørt. Og i tvísöngur — den gamle sang i parallelle kvinter, der overlevede her længere end noget andet sted i Europa — går to stemmer side om side fra begyndelse til slut og smelter aldrig sammen til én. Det er en helt anden tanke om samklang end den at alle skal synge det samme. Og waliseren sagde det bedst på alles vegne: harmoni er et svar, ikke et ekko.

Ham som ingen forsvarede

Så til det der mangler, for en anmeldelse uden indvending er en annonce.

Otteogfyrre essays, og ikke ét eneste forsvarer Zamir.

Zamir er drengen der væver lys, som elsker sit håndværk og elsker verden som den er, og som råber til Liora når himlen revner: dit spørgsmål var ingen nøgle — det var en kniv! I hele samlingen læses han som en bange mand: Havels grønthandler, håndværkeren som maskinen slugte, ham der valgte trygheden og betalte med sjælen. Han mødes med stor medfølelse. Men ingen steder indrømmes han muligheden for at have ret.

Ét eneste essay vender dette om, og det er samlingens korteste. Perseren begynder med at minde os om at ordet paradis er hans — pardis, den indhegnede have — og siger derpå hvad ingen anden sagde: det der gør en have til en have, er hverken muren eller bækken, men gartneren. Revnet jord som ingen passer, bliver ikke et paradis. Den bliver en ruin. Lioras spørgsmål giver ikke liv; det gør pasningen mulig. Og derfor, siger perseren, er Liora slet ikke gartneren i denne bog. Hun er den der vækker ham. Værkets virkelige forvandling sker ikke i hende, men i Zamir — i netop det øjeblik hvor han holder op med at skjule og begynder at vedligeholde.

Javaneseren når dertil endnu kortere, og allerede i sin overskrift: ikke revnen, men måden at væve om på. Waliseren når dertil fra den anden side: revnen er ikke et sammenbrud, den er gorffwysfa, hvilen midt i verselinjen, som intet svar er muligt foruden. Stjernevæverens verden var én eneste ubrudt linje uden hvilested, og derfor kunne den aldrig svare sig selv.

Tre andre vovede i det mindste at tøve. Indoneseren spørger, med rukun i tankerne, om det er rigtigt at ofre manges fred for én enkelts nysgerrighed. Den marathiske forfatter stiller det samme spørgsmål fra et samfund hvor det ikke er nogen abstraktion. Serberen spørger om det er klogt at rive et fællesskabs væv i stykker i et land der er blevet revet i stykker så mange gange. Alle tre svarer til sidst, hver på sin måde — men de lod spørgsmålet stå et øjeblik længere end de andre, og for det er jeg dem taknemmelig.

Dette er ingen smagssag, men en formfejl, og for en islænding er den ubehageligt tydelig. I Njals saga har Njal og Flose begge ret. Hele vor stærkeste tradition hviler på dette: to fortællinger kan være sande på samme tid, og en dom koster noget. Når alle er enige, er sagen ikke afgjort. Den er ikke engang ført.

«Den charmerende lille variation»

Og nu til det jeg har udsat.

I bogens mellemspil bliver Zamir tilbudt fremtiden. Han ser sig selv agtet, sit navn i generationernes sange, og i kanten af det billede ligger én grå, løsnet tråd — Lioras sti — og en usynlig hånd fører den blidt tilbage ind i mønstret, hvor oprøret bliver

den charmerende lille variation
som blot øger helhedens skønhed.

Prisen er én eneste: hendes tavshed.

Nu ser jeg på otteogfyrre essays. Hvert folk blev indbudt til at lægge sin farve ind i ét mønster. Alle sagde ja. Ingen skrev imod bogen. Ingen sagde at den var mislykket, overlæsset eller for sikker på sit eget ærinde; ingen nægtede at finde sig selv i den. Otteogfyrre stemmer, hver med sin tonefald, alle med den samme dom, alle offentliggjort samme sted.

Kroaten kom nærmest på at sige det højt. Han advarer mod det udsmykkede ars fristelse: at såret bliver en souvenir, at et folk begynder at leve af det, at sprækken holdes åben med vilje fordi den giver en følelse af betydning — og han citerer bogens koldeste sætning, hvor et af nærværene bag væven siger om menneskene: lad den stå åben. Det giver dem en følelse af at betyde noget. Et mæt dyr bider ikke.

Og jeg vil ikke lade som om jeg står uden for dette. Netop dette essay er det der samler de løse trådender og binder dem. Det er den harmoniserede variation i sin reneste form, skrevet af en mand der så fælden og gik ind i den alligevel, fordi også han ville være en tråd i mønstret. Jeg siger det ikke for at vaske mig ren. Jeg siger det fordi ingen anden sagde det, og fordi en læser der læser otteogfyrre spejle uden at bemærke at de alle viser det samme ansigt, intet som helst har læst.

Forskellen på en væv og et ting er kun én: fra et ting kan man gå.

Ét eneste skind

Hvad har Island så at komme med som de andre otteogfyrre ikke havde? Ikke endnu et ar. Vi har sådanne, men alle har sådanne; denne samling beviste det til bunds.

Vi har håndskrifter.

Strofen som min kollega lagde i sit essays hjerte —

Örlög sín viti engi fyrir,
þeim er sorgalausastr sefi.
(Sin skæbne vide ingen på forhånd;
den mands sind bærer mindst af sorg.)

— står i Hávamál, den Højes tale. Og Hávamál findes fordi nogen skrev den ned på kalveskind, og det skind brændte ikke. Én eneste bog: «Kongebogen» (Codex Regius) af den ældre Edda. Biskop Brynjólfur sendte den som gave til Danmarks konge i 1662, og den kom hjem den 21. april 1971 om bord på et dansk orlogsfartøj sammen med Flateyjarbók; og folk stod nede ved havnen i regnen og så fremmede mænd bære kasserne i land.

De ved bedre end nogen hvad der stod på den anden kaj den morgen. Deres eget skib. Deres egen flåde. Deres undervisningsminister sagde ved afskeden i København at man ikke afleverer sådan noget, man giver det hjem. Jeg gengiver det ikke for at smigre Dem. Jeg gengiver det fordi det er den præcise formulering af hele denne samlings problem, og fordi den kom fra Dem og ikke fra os.

For dette er den fortælling vi har at give bort: en tekst overlever ved at komme ud af hænderne på den der ejer den. Árni Magnússon førte vore håndskrifter til København og reddede dem netop derved. En del af det han havde samlet, brændte i branden i 1728 og er tabt for altid. En anden del findes kun fordi han i forvejen havde ladet den afskrive. Afskriften levede. Originalen brændte. Et ar på himlen.

Derfor kan en islænding ikke tage det spørgsmål alvorligt der hænger lydløst over hele denne samling: hvilken af de niogfyrre er den rigtige bog? Der findes ingen én Njals saga. Der findes redaktioner, hver med sine tilføjelser og udeladelser, og udgaven på Deres hylde er et sammenstillet værk som intet middelaldermenneske nogensinde læste. Hver saga vi ejer, er allerede oversættelsen af en fortælling der er tabt.

Denne bog blev et folks ejendom niogfyrre gange. Det er ingen fejl ved værket. Det er en bevaringsmetode.